Bestyrelsesuddannelsen – Sustainable Finance og ESG
Formål
En ambitiøs 10-punktsplan for Sustainable Finance har EU-Kommissionen for nyligt lanceret. Målet er at øge private investeringer i bæredygtige initiativer og aktiviteter. Den private sektor og finanssektoren er tildelt en nøglerolle.
Alle bestyrelser skal forholde sig til den bæredygtige transformation på vej mod et CO2 neutralt kontinent. Bæredygtighed skal integreres i egen forretningsmodel og strategi – men hvordan skal bestyrelsen i banken, pensionsselskabet, private equity, forsikringsvirksomheden, industriselskabet mv. gribe dette an? Hvad forventes og gør de største europæiske banker?
For finansvirksomheder er udfordringen især, hvorledes bestyrelserne bevarer og sikrer værdiskabelse for aktionærer og samfund i en stærk reguleret branche. En stor transformation med nye forretningsmuligheder og risici venter forude. Sustainable Finance initiativerne påvirker især brancher som industri- og energiselskaber sammen med private equity. Hvilke overvejelser har industri-, energi- og private equity branchen om bæredygtige aktiviteter og investering? Hvilken rådgivning og kommunikation skal bankerne stå for?
En af de væsentligste prioriteter i EU roadmappen for Sustainable Finance er en fælles taksonomi for, hvad der er grønt (E). Senere ventes også en fælles taksonomi for social (S) og governance (G). Transparens og fælles standarder skal kendetegne landene og virksomhederne i EU.
ESG og bæredygtighedsrisici skal tænkes ind i finansvirksomhedernes rådgivning. Produkter skal klassificeres i forhold til bæredygtighed, jævnfør Disclosure Forordningen. Både taksonomi- og Disclosure Forordningerne er vedtaget og vil begynde at få effekt i 2021. Herudover består roadmappen af andre initiativer, f.eks. grønne mærker for obligationer, fundament og rammer for grønne benchmark, integration af bæredygtighed i rating og analyse samt en afdækning af muligheder for at tilpasse kapitalkrav til banker, forsikring og pension.
Hvilke kompetencer skal der være til stede i bestyrelsen? Er tiden til i højere grad at onboarde kemikere og ingeniører? Hvordan kan/skal bestyrelsen indrette sit arbejde hermed? Investorbeskyttelse og tillid til rådgivningen – hvad er bestyrelsens rolle? Hvad lægger tilsynsmyndighederne vægt på?
Indhold i forløbet
Blandt de temaer, der vil indgå i programmet, er:
- Baggrunden for bæredygtig finansiering
- 10-punktsplanen
- Taksonomien og industriselskabet
- Bestyrelsens indretning og Sustainable Finance
- Bæredygtig bank og bankens forretningsstrategi
- Pensions- og investeringsfonde, stakeholder værdi, aktivt ejerskab
- Bæredygtig finansiering og risiko
- Rapportering, data og teknologi
- Sustainability-linked produkter
- Sustainable Finance og betydning for kapitalfondenes investeringsovervejelser, ejerskab og exit
- Finanstilsynets perspektiv
- Perspektivering – USA & Kina
Det får du
Bestyrelsesarbejde i finansielle virksomheder introducerer en ny uddannelse inden for Sustainable Finance og ESG.
Det er ambitionen at give overblik og større strategisk forståelse for bestyrelsens væsentligste opgaver, problemstillinger og dilemmaer i forhold til Sustainable Finance og ESG. Både ud fra strategiske-, governance- og risikoperspektiver med et fokus på bestyrelsens rolle i forhold til at sikre værdiskabelse.
Deltagerne vil opnå indsigt i bestyrelsens rolle, ansvar og samspil med direktionen, stakeholdere og rådgivere. Målsætningen er, at deltagerne skal kunne anvende viden, værktøjer og nye kompetencer i bestyrelsesmøder og i varetagelse af bestyrelsens opgaver og ansvar i samspil med topledelsen. Tværfaglighed og helhedsforståelse vægtes højt.
Undervisningen faciliteres af undervisere med et meget højt kompetence- og erfaringsniveau. Professorer fra Copenhagen Business School (CBS) og Københavns Universitet (KU) underviser i tæt samarbejde med erfarne bestyrelsesmedlemmer og direktører med baggrund og erfaring fra den finansielle sektor samt rådgivere fra Kromann Reumert og EY. I undervisningslokalet er der samtidigt altid en professor, en bestyrelsesformand (eller tilsvarende topleder) samt en rådgiver.
På hver uddannelse optræder et bredt undervisningsteam, som giver præsentationer, medvirker i casediskussioner og som på tværs har fokus på at perspektivere til bestyrelsens opgaver, ansvar, værdiskabelse og dilemmaer.
Undervisningen er en kombination af forelæsninger, dialog, case diskussioner og perspektivering samt hjemmearbejde i begrænset omfang. Deltagernes aktive deltagelse og erfaringer vægtes højt.
Dette program har en overordnet ambition om at bidrage til udvikling af det generelle kompetenceniveau i bestyrelser og ledelser.
Deltagerprofil
Programmet er målrettet alle, der arbejder eller har en ambition om at arbejde professionelt med bestyrelsesarbejde og topledelse i finans, private equity og industriselskaber, hvor samspil med banker og kapitalmarkedet er afgørende. Uddannelsen er relevant for en bredere kreds herunder bestyrelsesmedlemmer, direktører, CFO’ s og andre ledende medarbejdere med samspil til bestyrelsen (revisionschefer, chefjurister, investeringschefer, sekretariatschefer, chefer for Sustainable Finance m.v.) samt ministerier og andre myndigheder, rådgivere til virksomheders bestyrelser og topledere.
Steder
Datoer
Dag 1: 29. november, 2021
Dag 2: 8. december, 2021