Det personlige lederskab

 Betydningen af mellemrum

Af Forfatter, erhvervsfilosof og ledelsesrådgiver Dr. (mult.) Morten Paustian

Vi står tilsyneladende i en brydningstid, hvor den ene krise overtages af den næste. Det ene system er samtidig vævet ind i det andet og de andre. Når det slår sprækker det ene sted, så er der også risiko for en kaskade af brud og sammenbrud andre steder. Intet hænger pludselig sammen mere. Den civilisatoriske systemtænkning opløser sig selv og tilliden til omverden blegner. Rygmarvsreaktionen er oftest, at vi trækker vores stik hjem hver især, men ledelsesmæssig omsorg er i virkeligheden at give afvigende begivenheder opmærksomhed.

Hele den vestlige civilisatoriske udvikling kan ses som et forsøg på at stilisere organisationer, ledere og medarbejdere med en forudsigelighed, gentagelse og et personuafhængigt engagement. Idealet har været at skabe en orden, hvor beregningens kunst har skulle understøtte en organisering af ressourcer, der kan håndtere en drift så effektivt som muligt. Vores måde at lede og fordele arbejdet har skabt en suboptimal tilstand i organisationer, hvor lederes opgaver – i forlængelse heraf – bliver at oversætte dele ind i tandhjulets helhed. Ledere har skulle, og skal fortsat være øjet, der ser det hele og prioriterer herefter. Dette er overordnet set opgaven i dette civilisatoriske projekt.

Ledelse er i vid udstrækning blevet til et spørgsmål om at oversætte og retningsgive en udvikling. Strategiske sammenhænge skal finde vej ind i hverdagens arbejde – ikke blot for dem selv, men for deres kollegaer i sin bredde og dybde. Strategiarbejdet er blevet et baggrundstæppe for en orden af ønskværdig udvikling. Strategier afspejler som oftest ledelsens uformelle mandat og strategiarbejdet er organisationers og virksomheders arbejdsgrundlag for et fælles bedste. ’Det er dét, vi står for’, ’Det er vores bevæggrunde’, ’Det er i den retning, at vi ønsker at gå’, ’Dette er vores værdigrundlag’, ’Det er vores løfte til jer…’ etc.’

Kompleksitet og dynamiske mellemrum
I mødet med verden står lederen som udgangspunkt med dette ansvar, der handler om at varetage vigtigheden af en helhed. Helheden synes oftest lettere at definere, end at gennemskue forenklingen af; at drive en organisation, afdeling eller virksomhed kan være en kompleks virkelighed, hvor forventningen til ledelse stiger, jo mere kompleksiteten stiger. Kompleksiteten er en orden med mange determinerende aspekter, hvor helheden bliver en dynamisk interaktion med de afgørende grunde for netop denne orden.

Allerede i dette møde handler ledelse om at kunne forenkle kompleksitet, så bevægelsen af beslutninger bliver til konkrete overgange for den enkelte medarbejder. Lederen bliver vejberederen, som skal reducere kompleksitet og udstikke retningslinjer for en ønskværdig sammenhængskraft. Det bliver en kalibrering af det mulige og det nødvendige, hvor ydelserne reflekterer en linedans af skønsomme beslutninger. Det betyder i al sin enkelhed, at ledelse af helheden handler om at bevidstgøre sig betydningen af mellemrum.

Det er et ansvar, hvor den ledelsesmæssige sammenhængskraft skal virke som et positivt bidrag til en dobbeltsidet virkelighed. En leder står nemlig hele tiden som et formidlingsaktiv på grænsen mellem den interne og eksterne reference – de bevæger sig i dette spændings- og brydningsfelt, hvor den interne organisatoriske understøttelse af en leverance skal reflektere en ekstern forbindelse til et behov eller ønske blandt borgere eller kunder.

Dette mellemrum er kompleksitetens arnested og samtidig markedsdannelsens forenkling. Mellemrummet udgør referencen for transaktionen, hvilket i sidste instans har en eksistentiel værdifuld reference såsom: ’Inspiration’, ’sikkerhed’, ’lækkerhed’, ’indsigt’, ’frihed’ etc. Alle varer og tjenester får således en eksistentiel betydning, gradueret ud fra den erkendelsesmæssige kvalitet, der kan ligge i et produkt eller en service.

Mellemrum er med andre ord eksistensens udstrækning, hvor varen eller leverancen udgør et modsvar til et eksistentielt behov. Det er derfor også afgørende, at lederen får sin eksistens med på arbejde. Her er det ikke nok at gemme sig bag systemer, logikker eller at kontrollere forretnings- eller sagsgange. Enhver konkret begivenhed udgør en værenstilstand enten for en kollega eller for en kunde/klient, og det er disse værenstilstande, som bliver den hverdagslige dynamik og input til helheden.

Anomaliernes forandringspotentiale
Når alt kører på skinner med forudsigelighed, med selvledende medarbejdere, veldefinerede opgaver og en struktur, der understøtter det forventelige, så falder betydningen af ledelse og kan i yderste potens blive overflødig – i en sådan virkelighed, så oppebærer systemet sig selv og alt synes at være en velorganiseret orden.  Men så snart der opstår ’unormale’ tilstande, afvigende adfærd, uforudsigelige hændelser, krisetilstande, konflikter eller lignende, så fordrer det et ledelsesmæssigt tilstedevær, der igen kræver en nyorientering af helheden.

Kompleksiteten bliver genåbnet på ny, og den ledelsesmæssige opgave bliver at skabe en fornyet orden af sammenhængskraft. I det lys er der typisk en tilbagevendende overvejelse. Det handler om at vurdere, hvorvidt afvigelserne udgør en trussel eller en ny mulighed for en given orden. Denne vurdering baserer sig på en analyse af vigtigheden, og dermed en indlevelse i systemafvigelsernes betydning for mellemrummets forenkling.

’Det personlige lederskab’ bliver en ledelsesmæssig tilgang, der fokuserer på den enkelte leders kapacitet til at lede i brydningstider – at kunne være i begivenheder med sin eksistens for at kunne begribe brydningstider. Brydningstider kan være store, som små. Det behøver ikke kun at være de voldsomme gennemgribende forandringsprocesser, men kan også godt være de små konkrete tilfældigheder eller uforståeligheder, som fremkalder en undren.

En brydningstid er dog som regel en form for livskraft, der sætter igennem ved konkrete afvigelser, konflikter eller usammenhængende tilstande. Det er en energi, som presser sig på som en forandringsmarkør, hvor den ledelsesmæssige opgave i første omgang er at analysere dens værensmæssige betydning. Livskraften er i spil i disse sammenhænge. Det personlige lederskab drejer sig således om at identificere et ledelsesmæssigt skift – at kunne fornemme, hvor noget bærer hen og dermed have kapaciteten til at kalibrere mellemrummets kompleksitet frem mod en fornyet klarhed.

Udviklingen af det personlige lederskab handler med andre ord om at tillade sig selv at mærke den eksistentielle værdi af et skift og omforme denne kompleksitet til en ydre forbindelse af sammenhænge. Dette er den transformative proces, hvor et skift i begivenhedernes gang danner grundlag for et ledelsesmæssigt skift. Dette er ikke nødvendigvis forbundet til et personligt anliggende, men lederen kan med fordel bruge sin egen eksistens til at vurdere det potentielle skift.

I disse begivenheder er der brud i mønstergenkendeligheden og i de almindelige forretningsgange – det er som sagt en brydningstid, der som leder, også kræver en brydningsfigur. Der er nogle konkrete omstændigheder, der melder sig og viser tegn på en ny orden. Når vi taler om det personlige lederskab, så taler vi i nærværende sammenhæng om et eksistentielt engagement, hvor ledere udvikler en ny orden på et værensmæssigt grundlag. Det er derfor også en stor misforståelse at tro, at det personlige lederskab handler om at galvanisere egoet eller styrke en selvoptagethed – tværtimod, så handler det om det stikmodsatte; at hvile så meget i sig selv, at vi giver os hen i begivenheden, slipper kontrollen og tillader at mærke et krydspres af kompleksitet med en tålmodighed, hvor gennembruddet – ’ud af det blå’ – kan vise sig.

Lederskab kræver med andre ord en evne til at kunne abstrahere fra det konkrete og i stedet tillade en nytænkning af mellemrummet, hvor ’årsag og virkning’ ændrer sig og lederen er med i denne bevægelse. Det handler derfor også om at håndtere det udefinerbare uden at foregribe med en domsafsigelse. Det handler om at kunne håndtere forandringsprocesser, uden at det bliver et psykologisk anliggende. Det handler om at kunne lede i kraft af sin egen væren og eksistens, for dermed at kunne skabe sikkerhed i en uforudsigelig tid. Som leder handler det derfor om at udvikle en dobbeltbevidsthed, hvor vi både bevarer åbenheden over for kompleksiteten qua begivenhedernes gang (her samler vi til bunke) og samtidig bevarer fokus på den ellers hverdagslige systemisk definerede orden.

Udviklingen af det personlige lederskab drejer sig derfor mindre om at udvikle specifikke kompetencer. Det drejer sig snarere om at udvide sin ledelseskapacitet, hvor sensitiviteten over for afvigelser og anomalier kan blive retningsgivende for en ny overordnet udviklingsproces. En sådan udviklingsproces kræver både mod og skaberevner. Den kræver et særligt tilstedevær, hvor idérigdommen, intuitionen og evnen til at tænke kreativt bliver en integreret del af måden, hvorpå udviklingsprocessen kan blive frugtbar.

Et systemisk sammenbrud = et potentielt gennembrud
’Når systemer svigter’, ’når det uforudsigelige skulle indtræffe’, ’når menneskelige konflikter hober sig op’, ’når den menneskelige væren er under pres’, eller ’når livet rammes af stagnation’, så er der behov for det personlige lederskab. Dets entré kommer typisk i kølvandet af anomalier, hvor der ikke findes lignende fortilfælde, støttepædagoger, genkendeligheder, eller for så vidt værdige forbilleder. I disse situationer må lederen træde i karakter og bane vejen for en sammenhængende transformationsproces, hvor alt bliver belyst og sat sammen på en ny måde. Det er her, at det personlige lederskab skal genforene mennesket med sig selv. Det er i disse mellemrum, at lederen kan finde sig selv som en betydningsfuld leder, der bliver i stand til at være.

Læs også om kurset Personligt Lederskab, som udbydes på CBS Executive Sommerskole