Mød Lars Enevoldsen
Lars Enevoldsen er CDO, Product Innovation, ved AVK Holding ApS og derudover bestyrelsesmedlem hos Aalborg Universitet og Conscensia.
Mette Amdi
program manager
Interview
Hvad var din motivation for at påbegynde CBS Bestyrelsesuddannelsen?
Jeg har deltaget i adskillige bestyrelser i mere end 10 år - både som medlem og formand. Jeg har bidraget efter bedste evne, men alligevel med den fornemmelse at jeg indimellem manglede et ordentlig fundament omkring ansvar og værktøjer i relation til arbejdet.
Med primært en teknisk baggrund har jeg ligeledes været meget motiveret til at udvide min kommercielle side.
Hvordan har du oplevet, at bestyrelsesuddannelsen har styrket dine bestyrelseskompetencer?
Uddannelsen har klart styrket min finansielle og kommercielle viden. Jeg har ikke bare lært formlerne og regnet på tallene selv, men endnu mere vigtigt lært forudsætningerne for værdiansættelse, vurdering af værdiskabelse, kapitalstruktur og hvilket ansvar - og ikke mindst hvilken rolle - en bestyrelse bør tage i at spille ledelsen og dermed selskabet god.
De mange cases som vi har været igennem i løbet af uddannelsen har været et fremragende supplement til andre strategiske erfaringer fra min erhvervskarriere, og nu står forståelsen af bestyrelsens ansvar for at sikre strategien lysende klart.
Hvad har for dig været den vigtigste ”aha-oplevelse” ?
Det der har overrasket mig mest er værdien af at kunne nærlæse et regnskab.
Det har ligeledes overrasket mig at høre direkte fra adskillige kendte og erfarne erhvervsprofiler, at værdien af M&A’s ofte er meget begrænset.
Hvad har for dig været den største værdi ved uddannelsesforløbet?
Gruppearbejdet med erfarne og dygtige medkursister har været ekstremt lærerigt, og det gik hurtigt op for mig, at gruppearbejdet i virkeligheden var som at deltage i et intenst bestyrelsesmøde.
Det har været en meget positiv oplevelse, at CBS Bestyrelsesuddannelserne stiller med et faculty af meget kendte, dygtige og erfarne erhvervsprofiler, som jeg aldrig har mødt personligt, men blot læst om.
Hvad optager dig mest i dit nuværende bestyrelsesarbejde?
I mit nuværende bestyrelsesarbejde er det afgørende at bidrage med erfaring og sparing omkring organisatorisk setup, salgsledelse samt strategisk indsigt for at sparre med den daglige ledelse og resten af bestyrelsen omkring de rigtige valg for virksomheden.
Jeg har en ny bestyrelse under opsejling, hvor jeg ligeledes kommer til at udnytte min erfaring indenfor ledelse af innovation og start-up.