Mød Katrine Sperling
Katrine Sperling er Corporate Vice President for Global Communication hos Novo Nordisk.
Mette Amdi
program manager
Interview
Hvad var din motivation for at påbegynde CBS Bestyrelsesuddannelsen?
Som leder af en stor stabsfunktion bliver man ekstremt specialiseret i et hjørne af virksomheden, og her tilbyder bestyrelsesuddannelsen et virkelig godt 360 graders blik over alle processer og problemstillinger i en virksomhed. Det har jeg virkelig lært meget af, og det gavner mig i mit daglige arbejde, at jeg nu har en mere holistisk forståelse af virksomhedsdrift.
Hvordan har du oplevet, at bestyrelsesuddannelsen har styrket dine bestyrelseskompetencer?
Jeg er temmelig sikker på, at jeg allerede inden jeg påbegyndte uddannelsen, ville kunne have bidraget i bestyrelser, fordi jeg har mange års erfaring fra en stor global virksomhed i en funktion, som mange bestyrelser kan risikere at overse betydningen af. Efter at have gennemført uddannelsen er det dog langt mere klart, hvad det egentlig kræver at sidde i en bestyrelse. Så jeg synes, det har været ekstrem god forberedelse til bestyrelsesarbejdet.
Hvad har for dig været den vigtigste ”aha-oplevelse"?
Det har været, hvor omfattende et ansvar en bestyrelse egentlig har, og hvor afhængig bestyrelsen er af at få ordentlig rapportering fra ledelsen. Det tror jeg faktisk er en af de helt store udfordringer ved bestyrelsesarbejdet i mindre og mellemstore virksomheder, for det må svært for dem at levere en meget grundig ledelsesrapportering. Det kan efterlade bestyrelsen i et limbo. Og så har jeg også lært hvor vigtigt det er, at man som bestyrelsesmedlem tør stille spørgsmål – også de ’dumme’.
Hvad har for dig været den største værdi ved uddannelsesforløbet?
Jeg har fået udvidet mit netværk og øget mit kendskab til, hvad der sker i andre virksomheder. Det har givet mig en meget stor appetit på mere, og det understreger betydningen af livslang læring.
Hvad optager dig mest i dit nuværende bestyrelsesarbejde?
Jeg har hidtil ikke været optaget af at blive en del af nogen bestyrelser, men vi må se, hvor den nye appetit på bestyrelsesarbejdet bringer mig hen. For mig er det vigtigste ikke at komme ind i en masse bestyrelser, men at være sikker på at jeg kan bidrage med noget relevant der, hvor jeg eventuelt bliver inviteret ind. Jeg er allerede i dialog med nogle, men lige nu har jeg fokus på, at bruge alt det jeg har lært i mit nuværende job.