Ledelse kræver retning, ro og ansvar
Ledelse er blevet vanskeligere. Ikke fordi principperne er ændret, men fordi omgivelserne har. Virksomheder skal navigere i en virkelighed med hurtigere teknologiske skift, nye krav til ansvarlighed og markeder, der kan ændre sig på kort tid. Samtidig er organisationer blevet mere komplekse, og forventningerne til ledere er vokset.
Anne Marie Jess Hansen
CEO, PhD
Denne artikel er skrevet af Martin Andersen for Business Review, 23. marts 2026. Her finder du den originale artikel.
For mange ledere betyder det, at beslutninger skal træffes hurtigere og ofte med mindre sikkerhed end tidligere. Strategiske valg for konsekvenser på tværs af organisationen, og udviklingen i teknologi, geopolitik og regulering påvirker virksomheder på én gang.
For Anne Marie Jess Hansen er netop det spændingsfelt grunden til, at hun arbejder med lederudvikling. Hun tiltrådte som CEO for CBS Executive Fonden i februar 2021 og har mere end 25 års erfaring fra store virksomheder inden for industri, consulting, finans og IT. I 15 år har hun arbejdet med digital transformation i den finansielle sektor, senest som vicedirektør i ATP. Samtidig er hun medlem af Statens IT-råd og bestyrelsesmedlem i Finanstilsynet.
Motivationen for arbejdet er klar.
"Det, der driver mig, er at arbejde med det, jeg ser som den afgørende forskel for virksomheders langsigtede succes. Og det er god ledelse," siger Anne Marie Jess Hansen.
Hun har gennem sin karriere arbejdet i både konsulentbranchen, børsnoterede virksomheder og medlemsejede organisationer. Det giver et bredt indblik i dansk erhvervsliv og de udfordringer, ledere møder i forskellige typer organisationer.
Netop den erfaring tager hun med ind i arbejdet hos CBS Executive Fonden, hvor ledere og bestyrelsesmedlemmer mødes for at udvikle deres kompetencer.
Hos CBS Executive Fonden arbejder Anne Marie Jess Hansen med executive-uddannelser, hvor forskning og praksis kobles tæt sammen. Udgangspunktet er, at ledelse ikke er en statisk disciplin. Den udvikler sig i takt med verden omkring organisationerne.
Det, der driver mig, er at arbejde med det, jeg ser som den afgørende forskel for virksomheders langsigtede succes. Og det er god ledelse.— Anne Marie Jess Hansen, CEO, CBS Executive Fonden
Kompleksitet er blevet grundvilkår
Når Anne Marie Jess Hansen beskriver den virkelighed, ledere står i, vender hun tilbage til én pointe: komplekiteten er vokset.
”Overlæggeren heder kompleksitet,” konstaterer hun.
Virksomheder påvirkes i dag samtidigt af teknologi, regulering, geopolitik og ændrede forventninger fra medarbejdere og samfund. Det skaber et mere uforudsigeligt beslutningsmiljø, hvor ledere må navigere mellem flere hensyn på én gang.
Ifølge Anne Marie Jess Hansen betyder det også, at organisationer må indrette sig anderledes end tidligere. Beslutninger skal kunne træffes tættere på den konkrete situation, og ansvar flyttes længere ud i organisationen.
"Hvis du tydeliggør de tre ting, så sætter du dine folk i stand til at navigere," forklarer hun med henvisning til formål, strategi og værdier.
Når retningen er klar, kan medarbejdere i højere grad handle selvstændigt. Det styrker organisationens evne til at reagere hurtigt og proaktivt på forandringer i omgivelserne.
"Det handler om at være langsigtet, have styr på sin virksomhed, sin retning og sit formål, og så virkelig at kunne trække og justere hele vejen," uddyber Anne Marie Jess Hansen.
Den udvikling stiller nye krav til lederrollen. Evnen til at lede forandringsprocesser bliver en central kompetence, og mange organisationer arbejder i dag mere løbende med tilpasning end med store enkeltstående forandringsprojekter.
Ledelse kræver ro
Når forandringerne accelererer, er der ifølge Anne Marie Jess Hansen en risiko for, at organisationer reagerer med uro. Her bliver lederskab afgørende.
"Der er jo brug for et lederskab, der kan holde fødderne solidt plantet på jorden og blikket skarpt fremad," siger hun.
Ledere skal kunne håndtere usikkerheden uden at lade den sprede sig i organisationen. Det kræver både overblik, ro og evnen til at kommunikere tydeligt.
Medarbejdere mærker usikkerheden lige så tydeligt som ledelsen. Derfor bliver det vigtigt, at ledere kan samle organisationen og bevare retning og fokus.
For Anne Marie Jess Hansen er det centralt, hvordan du som leder evner at skabe følgeskab. Strategier og strukturer er nødvendige, men resultater opstår først for alvor, når mennesker arbejder sammen om en fælles retning.
Bestyrelser spiller en stor rolle
Udviklingen påvirker også bestyrelseslokalet. Ifølge Anne Marie Jess Hansen er bestyrelsesansvaret blevet mere omfattende. "Ansvar er vokset markant," påpeger hun. Bestyrelser arbejder i dag tættere sammen med direktionen og har et tydeligt ansvar for virksomhedens langsigtede værdiskabelse. Det kræver både strategisk forståelse og indsigt i risici, regulering og governance.
"Bestyrelsens ansvar er den langsigtede værdiskabelse for forretningen, hvor topledelsen og ledelsen i øvrigt har ansvar for at realisere det," forklarer hun. Når samspillet mellem bestyrelse og direktion fungerer godt, skaber det bedre beslutninger og en klarere strategisk retning.
Forskning og praksis i samme rum
CBS Executive Fonden er etableret med en ambition om at bringe forskning og praksis tættere sammen. Ifølge Anne Marie Jess Hansen er netop den kobling afgørende for moderne lederudvikling.
"Forskning giver et solidt fundament for beslutninger," understreger hun.
Samtidig skal viden kunne omsættes til konkrete handlinger i organisationer. Derfor arbejder CBS Executive Fonden med forskellige perspektiver mødes i undervisningen.
I undervisningssituationer møder deltagerne det, hun kalder en form for faglig treenighed: forskeren, praktikeren og rådgiveren. Forskere præsenterer modeller og analyser, praktikeren bidrager med erfaring fra ledelse i virksomheder, og rådgiveren bringer bred indsigt fra arbejdet med organisationer i praksis.
"Når ledere kommer ind i det rum, arbejder de med deres egne erfaringer og udfordringer. Det gør læringen langt mere konkret," fortæller Anne Marie Jess Hansen.
Ledelse handler om mennesker og forretning
Når Anne Marie Jess Hansen beskriver ledelsesrollen, fremhæver hun to grundlæggende dimensioner.
"Der er fundamentalt to grene. Der er people-delen, og så er der business-delen," siger hun.
En leder skal kunne skabe resultater og udvikle forretningen. Samtidig skal organisationen fungere menneskeligt. Kultur, tillid og samarbejde spiller en afgørende rolle for, om strategier lykkes i praksis.
Derfor ser hun også et skifte i forventningerne til ledere.
"Der er ikke længere plads til ledere, der skaber resultater på bekostning af mennesker og kultur," vurdere Anne Marie Jess Hansen.
Virksomheder konkurrerer i stigende grad om talent og kompetencer. Det betyder, at ledelsesstil, kultur og værdier fylder mere i medarbejdernes valg af arbejdsplads.
Et ansvarligt lederskab
For Anne Marie Jess Hansen er god ledelse tæt knyttet til ansvar. Det gælder både i forhold til medarbejdere, forretning og samfund. Norden står i en særlig position med stærke institutioner, høj tillid og lav korruption. Det giver et solidt fundament for virksomheder, der arbejder med governance og ansvarligt ledelse.
"Det er ledelsens opgave at sikre, at den brobygning sker," fremhæver hun.
Samtidig bliver bæredygtighed og cirkulær økonomi stadig vigtigere for virksomheder, der arbejder langsigtet. Ledere skal forstå, hvordan deres organisation kan omstille forretningen, så ressourcer udnyttes bedre, og værdikæder tænkes på nye måder.
Når retningen skal holdes
Der findes ingen enkel opskrift på god ledelse. Alligevel peger Anne Marie Jess Hansen på nogle principper, der bliver stadig vigtigere: tydelig retning, ansvar i organisationen og ledere, der kan bevare roen under pres.
For virksomheder handler det i sidste ende om at kunne justere kursen uden at miste orienteringen.
"Så finder vi veje frem," siger hun.