CBS-tænketank åbner nyt kapitel: Forskere og topledere skal udforske fremtidens ledelse
CBS Leadership Think Tank indleder den 12. november et nyt kapitel, når en stor gruppe af forskere og ledere skal undersøge de spørgsmål og dilemmaer, som vil forme ledelsesagendaen i de kommende år - og hvor eksisterende svar ikke længere er tilstrækkelige. Indsigterne skal deles offentligt og kunne bruges i praksis, så de kan bidrage til udvikling i virksomheder, offentlige organisationer og samfundet.
Eva Fog Bruun
Program Director
Geopolitiske forskydninger, teknologisk udvikling og nye samfundsmæssige krav har længe ændret de vilkår, ledere skal navigere i. Stigende kompleksitet kalder på nye svar og nye måder at tænke på. Det er baggrunden for, at CBS Leadership Think Tank nu genbesøger arbejdet fra 2024: Hvilke indsigter holder fortsat, og hvilke nye spørgsmål og muligheder kræver opmærksomhed?
Det nye forløb i CBS Leadership Think Tank begynder den 12. november 2026 og skal identificere de nye vilkår, dilemmaer og spørgsmål, der er ved at forme ledelsesagendaen – og undersøge, hvor der er behov for nye perspektiver på ledelse. CBS Leadership Think Tank har CBS Executive Fonden som vært og drives i partnerskab med Copenhagen Business School.
Tænketanken samler profiler fra både forskning og praksis. Blandt medlemmerne er fremtrædende ledere fra privat og offentlig sektor og en række unge ledelsestalenter er inviteret med. Tænketankens medlemmer repræsenterer forskellige generationer, discipliner, organisationstyper og brancher og inddrager dermed forskellige perspektiver på de udfordringer, ledere står over for. Det er vigtigt, fordi udfordringerne går på tværs af organisationer og sektorer og i stigende grad ikke løses isoleret og i potentielle ekkokamre. Derfor skal de undersøges i fællesskab – både for at bringe forskellige perspektiver i spil og for at skabe større forståelse for de indbyrdes afhængigheder og konsekvenser af de beslutninger, der træffes.
”Når vilkårene ændrer sig, skal vi også spørge, hvilke muligheder det åbner. Vi vil give plads til forestillingsevnen og undersøge, hvordan ledere kan afprøve nye veje og skabe retning – og håb. Derfor bringer vi forskere og ledere sammen for både at udfordre det, vi tager for givet, og udvikle nye perspektiver på, hvad god ledelse kan være i vores nye verden,”— Eva Fog Bruun, Program Director, CBS Executive Fonden
Forskning og ledelseserfaringer skal udfordre hinanden
Tænketankens arbejde tager afsæt i konkrete ledelsesdilemmaer. Hvordan skaber man plads til at eksperimentere og samtidig tager ansvar for konsekvenserne? Hvordan undgår man AI-FOMO og “AI-teater”, hvor behovet for at handle hurtigt overskygger spørgsmålet om reel værdi og retning? Hvad bliver menneskets rolle i forhold til AI – og hvordan imødegår man et potentielt kompetencetab for en hel generation? Hvordan fastholder man en langsigtet retning og samtidig er parat til at ændre kurs? Og hvad er virksomheders nye samfundsansvar? Der er med andre ord ingen mangel på dilemmaer at tage fat på.
Forskere fra alle dele af CBS skal bidrage med viden, der kan belyse mønstre og udfordre eksisterende antagelser, mens lederne bringer erfaringer fra beslutninger med konkrete konsekvenser for medarbejdere, organisationer og omverden. På den måde skal teori og praksis kvalificere hinanden og åbne for nye perspektiver på ledelse.
Forløbet er åbent og undersøgende, og spørgsmålene skal udvikles undervejs i takt med de indsigter, deltagerne gør sig. Ambitionen er ikke nødvendigvis at nå frem til ét svar, men at bruge forskellene til at udfordre det velkendte og få øje på det, vi endnu ikke har sprog eller løsninger for.
”En tilgang kan fungere godt i én organisation og komme til kort i en anden. Det er interessant at undersøge hvorfor. Når vi samler mennesker med forskellige erfaringer, kan vi få øje på nogle af de antagelser, vi hver især tager for givet og se pointer fra flere sider. Det kan give ledere et bedre grundlag for at træffe beslutninger og forskerne nye spørgsmål at arbejde videre med. Som universitet og læringsmiljø er vores helt store styrke at vi kan engagere os i kritisk tænkning og bringe viden i spil i et kvalificeret, ansvarligt rum,” siger Eva Fog Bruun.
Rapporten identificerede blandt andet fire sæt af ledelseskompetencer. Disse er centrale for robuste og tilpasningsparate organisationer, men også for, at ledere på det personlige plan kan navigere og trives i de nye dynamikker:
Fra aktuelle dilemmaer til nye muligheder
Den første workshop tager afsæt i tænketankens rapport Leadership for the Future fra efteråret 2024. Under faglig ledelse af CBS-professor Thomas Ritter skal deltagerne genbesøge og supplere rapportens indsigter.
Herefter følger to workshops om henholdsvis kreative og entreprenante tilgange til organisations- og forretningsudvikling samt modstandskraft, scenarieplanlægning og tilpasning. På tværs af forløbet skal deltagerne forbinde de dilemmaer, de står med i dag, med de krav, ledelse kan møde om fem, ti og femten år.
Indsigterne skal deles offentligt og give ledere i virksomheder, offentlige organisationer og civilsamfundet et stærkere grundlag for at træffe beslutninger og afprøve nye tilgange i praksis. Samtidig skal erfaringerne bidrage til ny forskning og ledelsesudvikling, så udbyttet rækker ud over deltagerkredsen og kan komme både nuværende og kommende generationer af ledere til gavn.
Fakta om CBS Leadership Think Tank
CBS Leadership Think Tank har CBS Executive Fonden som vært og drives i partnerskab med Copenhagen Business School
Tænketanken bygger videre på rapporten Leadership for the Future fra 2024
Første workshop afholdes den 12. november 2026 ved CBS-professor Thomas Ritter
Anden workshop afholdes den 21. april 2027 ved CBS-professor Louise Mors og Postdoc Katelyn Sharratt (DTU)
Tredje workshop afholdes i 23. september 2027 ved CBS-professor Andreas Rasche
Forløbet afsluttes med en afsluttende rapport og et event i vinteren 2027/2028
Se medlemmer på landing page cbs-executive.dk/
cbs-leadership-think-tank
Relaterede kurser
- Se program
Leadership for the Future 2026
Strategy & Business DevelopmentManagement & Leadership9 dage·16.11.2026DKK 79.950Eksklusiv lederuddannelse skabt til visionære ledere, der vil navigere kompetent i det uforudsigelige – og forme fremtidens organisationer. Uddannelsen bygger på indsigter fra CBS Leadership Think Tank, hvor førende forskere og topledere har identificeret lederskabets nye spilleregler og kompetencer, der bliver afgørende for fremtidens ledere.
Du undervises af både forskere og topledere – side om side. Det giver en unik synergi mellem forskning og praksis, som adskiller uddannelsen fra traditionelle lederuddannelser.Se kursusDownload kursusinformation