“Bæredyg­tig­heds­rap­por­te­ring er fortsat strategi – selv når politi­kerne kigger den anden vej”

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dette er en kronik af Andreas Rasche skrevet til Børsen. Her kan den originale kronik findes

Vi står i slutningen af en dansk valgkamp, hvor forsvar, sundhed og økonomisk tryghed stjæler alle overskrifter, og med god grund. Men en konsekvens af den tid, vi lever i, er, at et af de seneste mange års mest toneangivende temaer er gledet helt ud i mørket: klimaet og den grønne omstilling. 

Det er menneskeligt og forståeligt, at nye kriser og geopolitisk uro kræver vores opmærksomhed, men det er ikke desto mindre et stort problem. For sandheden er, at klimaproblematikken ikke forsvinder, bare fordi vi kigger væk. Tværtimod. 

EU’s beslutning om at revidere centrale elementer i rammerne for erhvervslivets ESG-forpligtelser, herunder direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD), har reduceret antallet af virksomheder, der er forpligtet til at rapportere om esg, markant. 

I Danmark betyder det, at ca. 90 pct. af de virksomheder, der tidligere var omfattet, ikke længere vil stå over for et lovmæssigt krav om rapportering.

For visse ledere vil den udvikling føles som en lettelse. 

Den gængse holdning er, at bæredygtighedsrapportering “bare er papirarbejde”. En compliance-øvelse uden forbindelse til reel indflydelse i den virkelige verden. For hvis Bruxelles trækker sig, hvorfor skulle virksomhederne så gøre en indsats? 

Måling er en forudsætning

Rapportering er ikke det modsatte af bæredygtighedseffekt; det er en forudsætning for den. 

Ledelse begynder med måling. 

En virksomhed kan ikke reducere sin CO2-udledning uden at kvantificere den først. Den kan ikke mindske krænkelser af menneskerettigheder i sin forsyningskæde uden at kortlægge dem. Den kan heller ikke allokere kapital effektivt uden indsigt i miljømæssige og sociale risici, der kan udvikle sig til finansielle forpligtelser.

Juridisk fritagelse fra rapportering giver ikke immunitet over for miljømæssige eller sociale risici. Fysiske klimahændelser, tab af biodiversitet, mangel på arbejdskraft og geopolitiske spændinger skelner ikke mellem virksomheder, der udgiver bæredygtighedsrapporter, og dem, der ikke gør. Det strategiske spørgsmål for erhvervsledere er derfor ikke, hvorvidt de er tvunget til at rapportere. Det er, om de har råd til at lade være. 

Især tre kræfter bør forme, hvordan ledere griber bæredygtighedsrapportering an som en strategisk øvelse frem for en simpel overholdelse af regler.

Ændrede forventninger

Bankerne integrerer i stigende grad klima- og omstillingsrisici i deres udlånsmodeller. Nyere forskning tyder på, at långivere allerede indregner fremtidige klimarisici i prissætningen, hvilket øger låneomkostningerne for virksomheder i de mest klimasårbare lande.

Store virksomheder kræver også detaljerede bæredygtighedsdata fra leverandører for at kunne beregne deres egne tal. En mellemstor produktionsvirksomhed er måske ikke længere lovmæssigt forpligtet til at rapportere under EU-reglerne, men hvis dens største kunder er det, vil kravet om data ankomme uanset hvad.

Mange virksomheder hævder, at der ikke er en “business case” for bæredygtighed. Men forretningsmodeller præsenterer sjældent sig selv i færdig form; de skal bygges på robuste data. Indsamling og analyse af bæredygtighedsinformation er afgørende for at forbinde væsentlige ESG-emner med den finansielle performance.

Et bevis på værdier

Mange virksomheder sætter en ære i deres erklærede principper og ønsker at efterleve dem i praksis. Frivillig rapportering kan demonstrere netop det engagement. Hvis gennemsigtighed er en kerneværdi, vil det være inkonsistent at tilbageholde information om sociale og miljømæssige resultater over for medarbejdere og eksterne interessenter.

I et stadig tiltagende skrøbeligt geopolitisk miljø kan man argumentere for, at modstandsdygtighed i erhvervslivet er et strategisk aktiv. Men modstandsdygtighed kræver indsigt i alle dele af forretningen.

Så selvom EU’s justering af rapporteringsreglerne kan lette de administrative byrder på kort sigt, ændrer det ikke på de strukturelle kræfter, der omformer markederne. Virksomheder bør derfor modstå fristelsen til at sætte lighedstegn mellem deregulering og irrelevans, og det bør politikerne såvel som erhvervsledere holde fast i selv i valgkamp og turbulente tider.