Vi skal ikke være så bange for at fejle

Bæredygtig ledelse bygger på tillid og ansvar. Nye ledere skal være omstillingsparate, agile og hurtigt kunne tage nye arbejdsmetoder og data ind og være gode til at uddelegere ansvar og have tillid til, at deres ansatte gør det, der er godt for virksomheden. De organisationer og arbejdspladser, der ikke formår at udøve bæredygtig ledelse, vil med tiden blive irrelevante og forsvinde, forudser Anne Marie Jess Hansen, der er CEO hos CBS Executive Fonden, som blandt andet laver kurser i bæredygtighed for ledere.

Susanne Diekema

Journalist, Dansk HR

– Den moderne leder giver mere igen, end vedkommende hiver ud af virksomheden. Nettoregnskabet skal være positivt, så bidraget af det, der kommer ind i virksomheden, er større end det, der forsvinder ud, så lederen sørger for at bidrage til en positiv bundlinje, hvad enten det gælder medarbejderen, virksomheden eller det omkringliggende samfund.

Sådan definerer Anne Marie Jess Hansen helt kort, hvad bæredygtig ledelse er i hendes optik. Hun har stor erfaring fra virksomheder indenfor industri, consulting, finans og IT-verdenen og har stået i spidsen for digital transformation i blandt andet ATP. Nu sidder hun i CBS Executive Fonden, der udvikler forskningsbaserede ledelseskurser og uddannelsesforløb for både private og offentlige organisationer.

– Vi skal sørge for at udvikle medarbejderne og være åbne for diversitet i form af for eksempel køn, nationalitet og diagnoser. For mig handler det om medarbejdernes kompetencer. Vi skal kigge ud over brillekanten og se på den større sammenhæng og træne medarbejderne i partnerskab, så det bliver et fælles mål at udvikle både sig selv og sin omverden, så det bliver et ‘What’s in it – for us!’ – også som samfund. Den opgave kan den enkelte virksomhed ikke løse alene, understreger hun.

Hav tillid, og giv ansvar

For at det skal kunne lade sig gøre, er det vigtigt at vise medarbejderne stor tillid og droppe kontrollen. Traditionel ledelse er irrelevant, og kontrolparadigmet er håbløst gammeldags, mener hun og nævner corona som et eksempel, hvor mange ledere syntes, det var frygteligt ikke at kunne holde øje med de ansatte ud fra tesen, ‘jeg ser dig – ergo laver du noget’.

– Men her viste det sig tværtimod, at ansatte blev mere produktive, fordi de tog ansvar og intuitivt godt vidste, hvad der var vigtigt, siger Anne Marie Jess Hansen og understreger, at det er essentielt at afgive magt.

– Ledere har altid det ultimative ansvar, men de behøver ikke at kontrollere hvert eneste step. Derimod er det vigtigt, at de er formålsdrevne, modige, empatiske og har evnen til at se fremad.

Hun mener, at magt er en illusion. Det kan godt lade sig gøre at udøve ledelse oppefra og nedefter med trusler og ‘rule by fear’, men det bringer ikke noget godt med sig. De virksomheder, der vil kunne rekruttere attraktiv arbejdskraft i fremtiden, skal have ledere, der fungerer som flagskibe, som medarbejderne gerne vil følge. Det er vigtigt i en tid med talentmangel, hvor der er konkurrence om at få dygtige, gode og dedikerede ansatte.

– De yngre efterspørger ikke gammeldags ledelse. De vil have et tillidsbaseret ansvar, og det kræver noget nyt af lederne og et meget større samspil og partnerskab. Der skal være fokus på formål, opgaven og, om vi rammer målet – populært sagt; rammer vi Rom eller ej. Det er vigtigt og kræver også en større sårbarhed, mener hun.

Det er vigtigt med transparens og at dele viden med medarbejderne, og her ligger Danmark faktisk i top på tillidsbarometeret, viser undersøgelser – tæt fulgt af de andre nordiske lande som Sverige, Norge, Island og Færøerne.

– Danskerne har også et kæmpe baseballbat, når det gælder digitalisering. Her ligger vi globalt set i top, og især når det gælder tillid, er vi vant til at være en del af et partnerskab.

– I vores kulturarv har vi et unikt DNA i forhold til andelsbevægelsen og foreningslivet, hvor vi er opdraget til at tage et tillidsbaseret medansvar, forklarer hun.

Vær sårbare i stedet for ‘vi alene vide’

Det kunne næsten lyde som en konsultation hos en psykolog, men det er sårbarhed i helt andre termer. Sårbarhed i forhold til det at vise sine svagheder frem og ikke have svar på alt fra ‘day one’. Arbejdsnormen har meget været at arbejde med langsigtede planer og udvikle nyt over mange år med store tunge analyser, før resultatet fik lov at udkomme. For eksempel inden for IT udvikling, som Anne Marie Jess Hansen har arbejdet meget med.

Her er der mange, der har brugt både 5-6 og endnu flere år på at udkomme med en ny dims eller har haft mange store planer om et bibeltryk, hvor de har forsøgt detaljeret at kigge ind i fremtiden, som ingen har kontrol over. Men alligevel er der blevet arbejdet med langsigtede planer om, hvordan den ville se ud flere år ud i fremtiden – i stedet for at tage det lidt mere ad hoc.

– Det er sindssygt vigtigt, at turde være så sårbare, at vi kan vise noget frem, selvom det ikke er færdigt. Uden at stå at krølle tæer, selv om alle brøker, decimaler og detaljer endnu ikke er helt korrekte og på plads. Det er meget vigtigere at kunne arbejde med en sprint, lave en demo, vise den frem, få den justeret etc. Det er sårbarhed – og gør både produktet og processen frem mod målet bedre, siger Anne Marie Jess Hansen, der sammenfatter det på to måder og siger, vi skal have trænet den agile muskel op.

Think big, start small and scale fast, eller ganske enkelt på godt dansk: Vi skal ikke være så bange for at fejle!
Anne Marie Jess Hansen, CEO, CBS Executive Fonden, ph.d.