Nyhed

Pressemeddelelse: Ny CEO for CBS Executive Fonden

2. februar 2021

CBS Executive får ny CEO

Anne Marie Jess Hansen (52) tiltræder den 15. februar som ny CEO for CBS Executive Fonden.

Anne Marie Jess Hansen har mere end 25 års erfaring fra store danske virksomheder inden for industri, consulting, finans- og it og har de seneste 15 år stået i spidsen for digital transformation af virksomheder i den finansielle sektor, senest som vicedirektør i ATP.

”Med Anne Marie får vi en meget erfaren og visionær erhvervsleder, der med stor indsigt i både erhvervsliv og forskning kan udvikle både det akademiske og det praksisbaserede. Jeg er helt overbevist om, at hun er den rigtige til at drive den strategiske udvikling af Fonden som Danmarks førende udbyder af kortere executive uddannelser på internationalt universitetsniveau, som ledere i den private og offentlige sektor samt bestyrelsesmedlemmer vil opleve som relevante og konkurrencedygtige”, siger Eva Zeuthen Bentsen, som er kommende formand for bestyrelsen i CBS Executive Fonden.

Fondens nye CEO har også dybe rødder i CBS. Hun er uddannet cand.merc.int., har gennemført erhvervsforskeruddannelsen og har en ph.d.-grad i strategi og har senest gennemført bestyrelsesuddannelsen.

”Jeg glæder mig til at bidrage til at udvikle ledere, organisationer og det danske samfund som helhed. I fremtiden og i konteksten af en global pandemi skal Fonden møde sine kunder både online, on-site og ’live online’. Vi skal udvikle vores udbud af uddannelser i tæt samarbejde med CBS og internationale partnerskaber, og vi skal gøre det med respekt for bæredygtighed. Det er CBS’ særlige DNA, med afsæt i forskning, at kunne udfordre ledere med nye, tankevækkende perspektiver, der kan skabe forandring, og det arbejde ser jeg frem til at kaste mig ud i sammen med bestyrelsen, medarbejderne og CBS,” siger Anne Marie Jess Hansen.

Om Anne Marie Jess Hansen
2018 – 2020 Knowledge Cube, partner og COO
2016 – 2018 ATP, vicedirektør, Forretningsløsninger
2006 – 2016 Forca, områdedirektør, Kunder & Projekter
2003 – 2006 PKA, udviklingschef
1998 – 2002 Danisco & CBS, erhvervsforsker
1995 – 1998 Danisco, Investor Relations Manager
1992 – 1995 Deloitte, management konsulent

Yderligere oplysninger
Eva Zeuthen Bentsen, +45 2086 0325
Anne Marie Jess Hansen, +45 4030 4548