En turbulent omverden kræver en kompetent bestyrelse
Jesper Rangvid er professor i finansiering ved CBS, formand for Rådet for Afkastforventninger og har bestyrelseserfaring fra bl.a. Finansiel Stabilitet og Formuepleje. Jesper forsker i sammenhængen mellem finansielle markeder og makroøkonomi og var formand for det regeringsnedsatte udvalg bag den såkaldte ”Rangvid-rapport” om finanskrisen.
Jesper Rangvid
Professor
Vi lever i en turbulent tid. Det stiller krav til bestyrelser, og særligt bestyrelser i investerings- og kapitalforeninger, om at være ’oppe på dupperne’ i forhold til, hvilke produkter der passer bedst til kunderne. Er USA stadig lige så interessant investeringsmæssigt, som det har været gennem de senere år? Kommer Europa op i gear? Hvor skal renter og inflation hen? Spørgsmål som disse er afgørende for, hvilke produkter der bedst tjener investorerne.
Når rammevilkårene ændrer sig med så høj hastighed, som de gør netop nu, bliver bestyrelsens ansvar at oversætte udviklingen i markederne til strategiske beslutninger, der sikrer både robusthed og relevans.
Svære strategiske valg
Et godt eksempel er diskussionen om aktiv kontra passiv forvaltning. De aktive aktiefonde har gennem mange år haft det svært, hvor en stor del har underperformet. På den anden side kan vi ikke alle være passive, da nogen skal sætte priserne. Samtidig ser billedet forskelligt ud på tværs af aktivklasser: for aktier er situationen én, for obligationer en anden.
Derfor er spørgsmålet om aktiv eller passiv forvaltning langt fra simpelt. Det er bestyrelsens ansvar at tage stilling og afveje investorernes interesser, risikoprofilen og det samlede forretningsgrundlag i lyset af en turbulent omverden.
Den kompetente bestyrelse
Et godt bestyrelsesmedlem holder sig derfor også informeret om de seneste udviklinger inden for forvaltningsindustrien, det globale investeringsmiljø og reguleringen – og tænker over, hvordan dette kan indgå i den strategiske styring, som bestyrelsen er ansvarlig for. Samtidig er man en holdspiller, der både kan udfordre og hjælpe ledelsen, og som bidrager til et godt samspil i bestyrelsen.
Det er netop kombinationen af markedsindsigt, forståelse for regulering og evnen til samarbejde, der gør forskellen mellem en bestyrelse og en kompetent bestyrelse.
Mød Jesper Rangvid på Bestyrelsesarbejde i investeringsforeninger og kapitalforeninger 2025. Uddannelsen har opstart i november. Læs mere her.