“Der er opstået et farligt mønster i kapløbet om at mindske bureau­kra­tiet”

Der er bred enighed i erhvervslivet om, at bureaukrati koster.

Virksomheder, særligt de store, har talt højt og længe om rapporteringstræthed og behovet for at lette byrden. EU-Kommissionen har lyttet og har med omnibus-initiativerne gjort forenkling og bedre gennemførelse af EU-reglerne til en central prioritet. 

Men i kapløbet om at strømline og forenkle er der opstået et farligt mønster, der i stilhed underminerer de fremskridt, vi har kæmpet for. De sælges som simplificeringer og tiltag, der skal øge konkurrenceevnen. I praksis er de dog udformet, så de konsekvent nedprioriterer hensynet til miljøet og samfundsansvar.

Vi skal forstå, at disse simplificeringer truer den nødvendige balance mellem industriens vækstambitioner og ansvarlig risikostyring. Tag for eksempel den del af omnibus IV-pakken, der omhandler batteriforordningen. Her udskydes kravene om due diligence for batterier i to år til 2027. 

Lige nu, hvor efterspørgslen på batterier eksploderer, og presset på sjældne mineraler stiger, sættes kontrollen med miljø og menneskerettigheder i bero. Det skaber ikke fleksibilitet. Det skaber en reguleret sårbarhed i vores globale forsyningskæder, som lægger en uacceptabel risiko på de mest udsatte.

En dyr regning på sigt

Bæredygtighed kræver kontrollerbarhed, men omnibus III trækker i den modsatte retning ved at indføre færre og sjældnere inspektioner for landbrugsstøtten. Uanset hvor sympatisk målet om at lette landmandens byrde er, er resultatet klart. 

Myndighederne får sværere ved at sikre, at landbruget lever op til miljøkravene. De kortsigtede administrative besparelser kan ende med at koste samfundet langt mere. 

Det samme mønster gør sig gældende uden for landbruget. Med omnibus VI strømlines mærkningsreglerne for kemikalier, hvilket betyder mindre information på emballagen og længere tid, før forbud mod skadelige stoffer træder i kraft. 

Når kontrol og indsigt reduceres, flyttes byrden fra myndigheder og producenter over på forbrugerne, men uden at de får de nødvendige redskaber til at træffe informerede valg. 

Når de detaljerede oplysninger fjernes, sender vi et klart signal. Det er okay at vide mindre om det, vi bruger. Dette underminerer det grundlæggende virksomhedsansvar og ødelægger det tillidsforhold, der er nødvendigt for et ansvarligt marked.

Balance mellem forenkling og ansvar

Vi må erkende, at det at skære ned på bureaukratiet ikke er et mål i sig selv. Hvis resultatet er, at vi giver markedet en tilladelse til at sænke ambitionerne, har vi spillet fallit. 

Hvad er den virkelige, langsigtede omkostning ved disse forenklinger for vores samfund og vores miljø? Det er tid til, at vi i erhvervslivet skærper vores fokus og kræver, at omkostningerne ved at undlade at handle vejes lige så tungt som de administrative besparelser.

Skal vi skabe reel bæredygtig forandring, kræver det ledere, der kan balancere forenkling med ansvar, og som tør fastholde det lange perspektiv, også når det er administrativt besværligt. 

Ellers risikerer vi at få en forenklet debat snarere end en debat om forenklinger. Det handler i sidste ende om ledelse som en disciplin i transformation – ikke blot i effektivisering.