CBS-tænketank giver sit bud på fremtidens ledelse
Fire sæt af ledelseskompetencer skaber bæredygtige organisationer, som kan løse fremtidens store udfordringer.
Thomas Ritter
Professor
Dette er et uddrag af et debatindlæg, som er udgivet på borsen.dk d. 30. oktober 2024. Læs debatindlægget i sin fulde længde her. Artiklen er skrevet af Louise Mors, akademisk co-director og professor på Institut for Strategi og Innovation,
Silviya Svejenova, professor på Institut for Organisation,
Eva Fog Bruun, centerleder, CBS Leadership Centre
Verden er i opbrud, og de tektoniske plader flytter på sig. En fjerdedel af Jordens befolkning lever i områder med ufred. Klimakrisen viser sig for alvor. Teknologiske spring sker med en hidtil uset hastighed, og for første gang nogensinde er fem generationer på arbejdsmarkedet på samme tid. Alle steder tales udfordringer og muligheder op – og ned – alt imens kravene om transparens og autenticitet stiger til de ledere, som skal drive forandringer og finde svar i den nye virkelighed.
Hvordan ser ledelse ud i denne nye virkelighed? Det var det spørgsmål, som drev os, da CBS Leadership Centre i 2023 inviterede omkring 50 toneangivende ledere og forskere ind i en tænketank med titlen Leadership for the future. Her deltog ledere fra både ngo’er, offentlige og private organisationer af forskellige størrelser, modenhed og grad af internationalisering. Vi vægtede diversitet højt, og tænketanken inkluderede både unge og erfarne ledere – med vidt forskellig uddannelsesmæssig og national baggrund. I tænketanken sad også topforskere, som arbejder med ledelse, fra alle 11 institutter på CBS. Vi ville samle en divers gruppe for at kunne skabe nye samtaler om ledelse og inspirere til nytænkning.
I løbet af det sidste år er tænketanken mødtes til drøftelser om fremtidens ledelse og de vilkår, det bygger på. Ud over de faste medlemmer af tænketanken har CBS-forskere og gæster fra London Business School, Insead, Oxford University, Syddansk Universitet, BCG og Mars Inc. givet input til inspiration om bl.a. bæredygtighed, kunstig intelligens, formål og kreativitet.
Vi ville samle en divers gruppe for at kunne skabe nye samtaler om ledelse og inspirere til nytænkning— CBS, Leadership Think Tank
Resultatet er en rapport, som vi lancerede for nylig. Konklusionerne i rapporten kommer til at danne fundamentet for en række aktiviteter fremadrettet, herunder vigtig forskning.
Ledelseskompetencer
Rapporten identificerede blandt andet fire sæt af ledelseskompetencer. Disse er centrale for robuste og tilpasningsparate organisationer, men også for, at ledere på det personlige plan kan navigere og trives i de nye dynamikker:
1. Orkestrering af tempo og rytme
De hastige og hyppige skift i omgivelserne skaber behov for kontinuerlig transformation. Det stiller krav til handling her og nu. Men evnen til at reagere i hurtigt tempo skal balanceres med tålmodighed til at tage langsigtet perspektiv og med behovet for at kunne træde et skridt tilbage for at give sig selv (og organisationen) tid til refleksion og restitution.
Derudover skal ledere balancere mellem ønsket om at udnytte eksisterende aktiviteter, samtidig med at de udforsker nye muligheder. Det er en vanskelig balancegang, fordi udnyttelse af det eksisterende og udforskning af det nye kræver forskellige færdigheder, ressourcer og processer.
Læs om resten af ledelseskompetencerne i CBS Leadership Think Tank's rapport eller i det fulde debatindlæg her.
Relaterede kurser
- Se program
Leadership for the future - an executive programme
Strategy & Business DevelopmentManagement & Leadership9·15.9.2025DKK 79.500,00Intensivt program, der klæder seniorledere på til at lede i en accelererende verden præget af konstant forandring og kompleksitet. Programmet giver ikke blot de nødvendige ledelseskompetencer til at møde fremtidens udfordringer, men også en dybere forståelse for, hvordan lederskab kan drives med formål, mod og kontinuitet.
Accelerating Leadership for the Future bygger på centrale indsigter fra CBS Leadership Think Tank Leadership for the Future-rapport, som identificerer de vigtigste kompetencer og drivers for fremtidens lederskab
Se kursus og download kursusinformation