Biasbevidst ledelse kræver magtbevidsthed

Mange ledere taler om bias. Færre tør tale om magt. Men uden magtbevidsthed bliver arbejdet med bias hurtigt overfladisk og diversitet forbliver et ord på et slide.

Christina Lundsgaard Ottsen

Diversitetsstrategisk Ledelseskonsulent

Denne artikel er skrevet af vores dygtige underviser, Christina Lundsgaard Ottsen, som underviser på vinterskolekurset Adaptiv Ledelse.

Diversitet er ikke en styrke i sig selv – det bliver det først, når forskelligheder faktisk bliver brugt aktivt i samarbejdet. Det kræver ledere, der tager ansvar for det, som ofte er usynligt, men styrende: ubevidste bias og uformelle magtstrukturer.

Biasbevidst ledelse handler ikke kun om at se sine egne blinde vinkler, men om at skabe vedvarende rammer, hvor forskellige stemmer bliver hørt og taget alvorligt. Det kræver en kultur, hvor normer og magtrelationer løbende undersøges, udfordres og justeres. 

Bias er mentale genveje, der skaber problemer, når vi undervurderer deres indflydelse. Under tidspres eller i komplekse situationer læner vi os op ad stereotyper og tidligere erfaringer. Det kan føre til skævheder i vurderinger, feedback og beslutninger – ofte på bekostning af dem, der står udenfor de dominerende fællesskaber.

Her kommer magt ind i billedet. For bias får frit spil i de magtstrukturer, vi ikke taler om. Det handler om, hvem der bliver lyttet til, hvem der får adgang til information, og hvem der får plads til at fejle. Bias og magt forstærker hinanden, hvis vi ikke aktivt forholder os til dem.

Det hjælper dig som leder, at se på de strukturer, der giver nogle stemmer en megafon og gør andre tavse. Det handler ikke kun om retfærdighed – men om kvaliteten af beslutninger og samarbejde. Magt giver adgang til at definere, hvad der tæller som relevant viden og “godt samarbejde”. Hvis du ikke er bevidst om din egen position, risikerer du at reproducere ulighed og dræne teamet for psykologisk tryghed.

Biasbevidst ledelse handler knap så meget om at rette på individuelle fordomme – det vigtige er at skabe en magtbevidst praksis, hvor det er trygt at sige fra, tale til og korrigere hinanden.

6 gode råd til bias- og magtbevidst ledelse i praksis

  1. Vær bevidst om, hvem du lytter mest til – og hvem der sjældent kommer til orde.

  2. Tal åbent om uformel magt i teamet: Hvem sætter retningen – og hvordan?

  3. Skab trygge rum, hvor medarbejdere kan give kritik og udtrykke tvivl uden risiko.

  4. Kig på data: Hvem rekrutterer I? Hvem forfremmer I? Hvem falder fra – og hvorfor?

  5. Inviter en observatør med i dit ledelsesrum – du opdager ikke selv dine blinde vinkler.

  6. Vær mentor for en kollega med andre erfaringer end dine egne og bed om feedback på din ledelse.

Biasbevidst ledelse kræver mod til at se egne privilegier, åbne sig for forskellighed og tage ansvar for det magtspil, som altid er til stede i relationer. 

Læs også Christina Lundsgaard Ottsens artikel i Socialt Lederforum (september 2025).

Relaterede Kurser

  • Se program

    Adaptiv Ledelse

    Vinterskole
    3 dage·13.1.2026DKK 19.000

    Opnå tilpasningsdygtig ledelsesudvikling og bæredygtige beslutninger gennem forskellighed og fællesskab

    Se kursus