Bæredygtig Performance

Følgende tekst er et udpluk fra Lea Hellmann Midtgaards bog ’Mentalt Overskud’, som udkommer på Politikens Forlag i januar 2026. Find bogen her.

Lea Hellmann-Midtgaard holder sammen med Louise Sparf og Simon Høegmark en masterclass i Bæredygtig Performance den 24. marts i CBS Executive Fonden. Læs mere og tilmeld dig her.

Kapitel 4: Vores ældgamle hjerne

Det, der gør cocktailen af acceleration og fart, maskuline belønningsstrukturer og værdier, perfekthedskultur, informationsoverload og sociale medier farlig, er, at vi bærer på den hjerne, vi nu engang gør. Lad mig starte med at understrege, at din hjerne er fuldstændig fantastisk på rigtig mange måder. Det er ret vildt at tænke over, hvor meget vi som mennesker og menneskehed kan på grund af vores hjerne, og hvilket potentiale der gemmer sig i den. Når det er sagt, er din og min hjerne på nogle områder også stadig ret … old school. For at starte med hovedpointen her er der simpelthen en kæmpe diskrepans mellem, hvordan vores hjerne er skruet sammen, og den måde, vores samfund har udviklet sig på. Det faktum er før blevet kaldt det evolutionære mismatch, hvilket ret fint forklarer situationen. Sagen er, at de centrale funktioner i hjernen ikke har udviklet sig synderligt i mange, mange tusinder af år. Vores hjerne blev udviklet til nogle helt andre formål, udfordringer, et andet tempo og andre livsvilkår, end vi har i vores hverdag i dag. Den omtales ofte savannehjernen, fordi den blev udviklet til at fungere hensigtsmæssigt, dengang vores forfædre levede på den afrikanske savanne.

At vi lever med et såkaldt evolutionært mismatch, betyder, at vores krop og hjerne konstant er på overarbejde i det samfund, vi lever i. For lidt bedre at forstå, hvorfor din hjerne udfordres i det moderne samfund, er der et par grundlæggende hjerneprocesser, jeg gerne vil dele med dig. Personligt var det en kæmpe øjenåbner for mig, da jeg for snart 15 år siden lærte om disse basale processer, der udgør den fjerde årsag til, at menneskers trivsel i dag er udfordret.

System 1 og 2

Du er måske stødt på teorien om system 1 og 2, som den israelsk-amerikanske psykolog Daniel Kahneman formulerede. Han vandt en Nobelpris for sin teori i 2002, og det forstår jeg godt, for denne ret simple forklaring af vores hjernes primære ’styresystemer’ lader os forstå, hvorfor vores hjerne og krop egentlig gør, som de gør – hver eneste dag.

Det forholder sig sådan, at vi som mennesker primært styres af to systemer i hjernen. Fordi verden er – og altid har været – kompleks for mennesker, er en af hjernens primære funktioner at reducere denne kompleksitet. Biologisk er vi indrettet sådan, at vi (det vil sige vores hjerne) dagligt gerne vil minimere brugen af den energi, der er nødvendig for at leve og overleve. Og det er netop formålet med system 1, som er koblet til det område i hjernen, der kaldes vores krybdyrhjerne eller reptilhjerne. System 1 er koblet til dine vaner, til det, du gør automatisk, altså til din automatpilot. Det er koblet til intuition, instinkter, hurtighed og mønstergenkendelse og derfor til dine ubevidste handlinger.

System 2 er koblet til et område i din hjerne, der er placeret omkring din pande. Det er det område, der kaldes det præfrontale cortex, og som adskiller mennesker fra dyr. Det er koblet til din logik, din fornuft og dit rationale. Det er langsomt og energikrævende. Når du løser svære udfordringer og opgaver, og når du skal tage komplekse beslutninger, bruger du system 2, der også er kontrolleret, analytisk og kritisk. Og som en vigtig ting er system 2, modsat system 1, koblet til de bevidste handlinger, du gør i dit liv.

Der er lidt uenighed om, præcis hvor meget de to systemer hver især styrer os, men man ved, at vi langt det meste af tiden er styret af system 1. Det vil sige, at du lever en stor del af din hverdag i et ubevidst mode, og årsagen hertil er simpelthen, at det for din hjerne og krop er energibesparende ikke at skulle tænke logisk og tage bevidste beslutninger hele tiden. Det betyder, at du i din vågne tid i langt mindre grad, end du måske tror, er logisk, rationel og bevidst. Omvendt er du i hovedparten af din hverdag styret af et ubevidst evolutionært system, der grundlæggende forsøger at hjælpe dig med at overleve på energieffektiv vis.

Fordi formålet med system 1 er at hjælpe dig med at overleve, scanner din hjerne hele tiden verden omkring dig for at fortælle, om der er fare på færde. Når du for eksempel hører en høj lyd, bevæger du hurtigt hovedet i retning af lyden uden at tænke over det. Din hjerne vil med det samme gerne vide, hvor lyden kom fra, og om lyden er en trussel for dig. For dine forfædre på savannen var det hensigtsmæssigt med denne hurtige og intuitive reaktion, for lyden kunne givetvis stamme fra en fjende i mørket eller en sulten løve og dermed reelt være afgørende for din overlevelse. Derfor er hjernens mekanismer i system 1 grundlæggende virkelig praktiske. 

 I dag lever vi her i Vesten i en verden, hvor vi ikke behøver at frygte for vores overlevelse på daglig basis. Heldigvis. Men husk pointen om, at vores hjerne ikke har udviklet sig synderligt i mange, mange tusinder af år. Tænk samtidig på, hvor meget samfundet har ændret sig de sidste 100 år eller bare de sidste 20 år med teknologiens fremmarch og internettets og de sociale mediers indtog. Samfundet er som tidligere nævnt accelereret. Forestil dig også dine forfædre på savannen, og forestil dig så, hvor ofte, eller modsat hvor sjældent, de (og deres hjerner) skulle tage stilling til lyde, andre mennesker og andre eventuelle faresignaler dengang. Meget af dagen foregik formentlig i rolige rammer rundt om et bål. Og tænk så over, hvor ofte du (og din hjerne) i dag møder noget, som, fordi hjernen ikke ved bedre, vurderes som en eventuel trussel.

 Tænk over, hvor mange mennesker og udsagn og holdninger du hver dag skal forholde dig til. Tænk over, hvor mange mærkelige lyde fra byens pulserende liv, trafikken og maskiner du hver dag færdes iblandt og påvirkes af. Tænk over, hvor mange notifikationer, e-mails, beskeder og de føromtalte perfekte glimt fra andres liv og hvor mange faretruende historier fra den store verden du hver dag konfronteres med. Hver eneste gang vurderer din hjerne per automatik, om disse mange triggere fra dine omgivelser er noget, du skal reagere på – om det er noget, du skal kæmpe eller flygte fra. Den parathed og de processer, som vores hjerne engang udviklede, var ekstremt nyttige dengang på savannen. I dagens samfund er disse velmente processer også til tider nyttige. Men det er også uhensigtsmæssigt, eller som minimum udfordrende for vores mentale trivsel, at være i konstant alarmberedskab.

Et nervesystem i ubalance

 Inden jeg afslutter kapitlet her, er jeg nødt til også kort at fortælle dig lidt om dit nervesystem, nemlig det parasympatiske og det sympatiske nervesystem, som begge er del af dit autonome nervesystem.

 Det parasympatiske nervesystem aktiverer de processer og reaktioner i kroppen, der foregår i hvile, og som restituerer og reparerer din krop. Når det sker, bliver din puls lavere, din vejrtrækning afslappes, dine pupiller trækker sig sammen, og din fordøjelse stimuleres – blandt andet. Dette nervesystem kaldes også for menneskets rest-and-digest system, eller på dansk vores ro-og-hvile-system.

 Omvendt kaldes det sympatiske nervesystem vores fight-or-flight system eller på dansk vores kæmp-eller-flygt-system. Når dit sympatiske nervesystem aktiveres, fortæller hjernen din krop, at den skal gøre sig klar til at kæmpe, flygte eller fryse. Hermed stiger din puls, din vejrtrækning bliver hurtig og overfladisk, dine pupiller udvider sig, blodtilstrømningen til dine organer mindskes, mens blodtilstrømningen til dine muskler øges, og frigørelsen af glukose stimuleres i din krop – blandt andet. Helt grundlæggende sker det, fordi hjernen gør alt for at gøre dig så kampdygtig som muligt.

 Jeg vil understrege, at både hjernens system 1 og 2 og vores parasympatiske og sympatiske nervesystem også i dagens samfund er nødvendige for vores krop og hjerne. De har stadig store fordele. Udfordringen ligger i den tidligere nævnte cocktail af fart og samfundstendenser i kombination med disse systemer. Sagens kerne er, at system 1, når det dagen lang scanner dine omgivelser, fejlagtigt vurderer ting som farer og trusler, selvom de ikke er det. En vigtig pointe her er nemlig, at din hjerne ikke kan kende forskel på tanker og virkelighed. Dine tanker (tanker om en mail fra en sur chef, om en besked fra en skuffet veninde, om, hvad en fremmed, du følger på sociale medier, opnår eller har, eller tanker, der er afledt af en uhyggelig Netflix-serie) kan derfor i sig selv aktivere dit sympatiske nervesystem, dit kæmp-eller-flygt-system, selvom det, du har tanker om, reelt ikke er en trussel for din overlevelse.

 Der er i det moderne, larmende, notifikationsblinkende og stimuli-inficerede samfund meget ofte risiko for, at dit sympatiske nervesystem aktiveres – for meget og i for lang tid ad gangen. Ikke fordi du vil have det, men simpelthen fordi hjernen vurderer de i sig selv ufarlige triggere i samfundet som potentielle farer.

 Alt dette betyder, at den balance, der egentlig skulle være mellem aktiviteten i henholdsvis vores sympatiske og parasympatiske nervesystem, for at vi trives, meget sjældent opretholdes hos den travle samfundsborger. Omvendt er det sympatiske nervesystem mere eller mindre konstant på overarbejde i de fleste af os.

Konstant alarmberedskab

 Den store udfordring her er, at det sympatiske nervesystem, når det aktiveres, blandt andet udskiller adrenalin og kortisol i kroppen. Du ved sikkert, at disse to hormoner er stresshormoner, og endnu en gang vil jeg skynde mig at nævne, at det er supergodt, at vi kan producere disse to hormoner. De kan være en kæmpe hjælp, når vi rent faktisk har brug for dem. De er uundværlige, hvis du en dag reelt skal flygte fra eller kæmpe imod noget, eksempelvis et overgreb. De er også guld værd, når du kortvarigt skal præstere, for eksempel når du skal til eksamen, lave en kundepræsentation eller løse en opgave inden en deadline. I disse tilfælde giver dine stresshormoner dig ekstra kræfter, mere energi og et bedre fokus. Men udfordringen er, at kroppen alt for ofte er i alarmberedskab, hvorved vi risikerer at have (for) høje niveauer af disse hormoner i kroppen i for lang tid. Og mens vores stresshormoner er gode for os på kort sigt, er de skadelige for vores krop, hjerne, fysiske og mentale sundhed på lang sigt.

 Når vi har for høje niveauer af kortisol i kroppen for længe, følger en håndfuld negative konsekvenser – blandt andet følgende:
 

• Først og fremmest intensiveres aktiviteten i amygdala, og da amygdala er det område i hjernen, hvor dine forsvarsmekanismer og din frygt er placeret, gør en overaktiv amygdala dig mere ængstelig, bekymret og bange. Det kan endda føre til angst og depression.
  

• Desuden reduceres aktiviteten i hippocampus, som er et område i din hjerne, der er ansvarlig for din korttidshukommelse og indlæringsevne. Resultatet kan altså være en svigtende hukommelse og indlæringsbesvær.
  

• Derudover skrumper vores præfrontale cortex, hvilket forringer din koncentration og dine sociale interaktionsevner. Det betyder blandt andet, at dine evner til at koncentrere dig og tage beslutninger, men også dine reaktionsmønstre i sociale sammenhænge, ændrer sig og påvirkes negativt, når dit præfrontale cortex skrumper.
  

• Langvarige høje niveauer af stresshormoner kan ligeledes resultere i alt fra søvnproblemer, fordøjelsesproblemer, hovedpine og nedsat immunforsvar til appetitløshed og nedsat sexlyst.

Det er altså selve hjernens og nervesystemets grundvilkår i kombination med det moderne samfund, du nu engang lever i, der især udfordrer din mentale sundhed og trivsel.

 Jeg vil gerne give dig en sidste billedlig beskrivelse med på vejen. Forestil dig, at dit nervesystem har samme betydning for dig og din trivsel, som rødderne har for et træ. Træets rødder, som ikke kan ses med det blotte øje, er afgørende for, om et træ spirer og blomstrer, eller om det visner og går ud. På helt samme måde er dit usynlige nervesystem afgørende for, om du, i billedlig forstand, blomstrer og spirer eller visner og går ud.

 Da jeg interviewede stresslæge Trine Rønnov om, hvordan vi som mennesker kan arbejde proaktivt med at undgå stress, fortalte hun mig, at stress på svensk hedder utmattning. Ordet giver, synes jeg, en ekstra nuance til det danske og engelske ord stress. Vores krop og hjerne er simpelthen på overarbejde i det samfund, vi lever i, og vi bliver, som resultat, udmattede.

 Hvis jeg skal pege på én ting, du kan tage med dig for at passe godt på din mentale sundhed og trivsel, er det derfor at gøre en indsats for, at du opretholder en sund balance mellem dit sympatiske og parasympatiske nervesystem. Du kan (ligesom jeg og alle andre) af helt grundlæggende biologiske årsager have gavn af at arbejde proaktivt med at aktivere dit ro-, hvile- og restitutionssystem meget mere, end mange af os gør i dag.